Sammen med dig...

Du har ofte meget travlt, det forstår jeg godt.

Jeg har vænnet mig til at ikke kunne se dig hver dag, og jeg har det faktisk fint med det nu. Du har jo dit eget liv, og det meste af det du vil, kan jeg ikke tage del i. Du vil gerne være uafhængig og leve efter hvad du har lyst til, og ikke andre.


Men når vi så endelig ses, mødes vi altid med kys og kærtegn. Du snakker til mig uafbrudt, og jeg bliver altid lidt varm indeni når du viser at du stadig har brug for mig. Jeg kan godt lide at nusse og pleje rundt om dig, imens du fortæller hvad du har oplevet siden sidst vi sås. 


Det er efterhånden blevet en selvfølge at vi ret så hurtigt smider os op på sengen og nusser. Krammer, kigger på hinanden og nyder hinandens selskab. 

Vi siger ikke så meget. Eller, du gør ikke. Ofte snakker jeg løs om jeg ved ikke hvad, jeg føler mig faktisk lidt tosset til tider. Mon du nogensinde vil svare på de mange tanker som jeg deler med dig?

Jeg kan se på dig at du lytter.

Ofte falder vi i søvn sammen, hvor det er rigtig trygt og rart. 


Når vi skilles er det altid lidt svært at give slip på dig. Hvornår ses vi igen? Du kan aldrig komme med et præcis svar. 

Når tiden går og jeg ikke rigtig ser til dig, bliver jeg nervøs. Jeg får ondt i maven. Bliver bekymret når folk nævner dit navn. 


Har du mon fundet en anden? 
Et sted hvor du er mere lykkelig? 
Giver jeg dig ikke opmærksomhed nok? 
Eller...er du simpelt bare ikke glad med mig? 


Men pludselig står du der, foran terassedøren og kalder på mig. Du er tilbage, jeg lukker dig ind, fodrer dig, vi snakker og nusser, og ligger os derefter op i sengen. 





Alle burde få sig en kat!! <3