Psykisk vold

Jeg har siden min fødselsdag mere eller mindre kigget fortabt på den pakke. Den står der bare, og venter på at blive sendt.
Det burde ikke være så svært, for jeg står ved alt der er i pakken, alt der står skrevet. Det er mig en stor lettelse at få det hele pakket ned, ikke fordi det skal gemmes væk som sådan, men bare få det ud fra mit liv, og tilbage til ham som det tilhører.
Den pakke indeholder de ting der karakteriserer ham bedst, og hans handlinger de sidste 6 år.

Min far var egentlig en god person engang. Han havde sine særheder, men mange værdier i livet, mange gode egenskaber og et stort hjerte.
Jeg ved ikke hvad der skete.
Han var udsendt i midten af 90'erne, til krigen i det gamle Balkan/Kroatien. Jeg husker ikke den tid, jeg var jo ret lille. Jeg husker dog at min mor og jeg var meget alene, mor græd meget, og vi flyttede hjem til mormor og morfar og boede i deres kælder i den tid han var væk.
Jeg husker også at se helikopteren deroppe på himlen, og mor der siger "Se, nu kommer far tilbage".
Det var bare ikke min far der kom tilbage. Han forsvandt dernede.

Kender i det når man kigger tilbage på ens barndom, og pludselig indser hvor lidt man husker? Det hele glider fra mig. Det forsvinder, og jeg kan ikke rigtig holde styr på minderne mere. Nogen siger jeg vælger at fortrænge dem, men det føler jeg ikke. Jeg bliver bare ældre. Skubber stille de dårlige minder fra mig. Det ville ikke være fair at de minder skal styre mig resten af livet. At jeg skal være bange for at stå op og sige min mening, nægte at spise mine skide grøntsager, eller sige til hvis jeg faktisk bliver såret over en kommentar fra ham, og så ende med at få en kæmpe røvfuld, og blive smidt i seng af en mand der er ved at sprænge i luften af vrede og afskyelse.
"Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør".

Jeg har altid følt mig som et grimt barn. Jeg ved ikke hvordan han gjorde, men den tanke fik han plantet i mig igen og igen. Grim og uduelig. Måske fordi jeg har så mange af min mors egenskaber. Jeg ved det ikke, men jeg ved at da min lillesøster kom til verden, og viste sig at være en stor modsætning af mig udseendsmæssigt, var han hurtig om at vælge sig en yndlings.
Det lyder utroligt, at en forældre kan placere sine børn på den måde. Give dem numre. Men det gjorde han.

Min tidligere psykolog betegnede min far som "en narcissistisk veteran soldat med PTSD". Det rammer godt. Det er alt hvad han er nu.
Da min far kom tilbage ændrede han sig brat. Det var uhyggeligt. Hans charme og britiske humor var væk, han blev mekanisk og modbydelig. Jeg kan huske hvordan jeg begyndte at frygte ham - tal og få et slag.
En ting jeg aldrig glemmer, er alle de aftener jeg har lagt inde på mit værelse og hørt dem skændes. Far der kommanderer og råber, og mor der hulker og prøver at forklare sig ud af den umulige position han sætter hende i, igen og igen. Dagen efter når man endelig tog sig mod til at komme ud, var der altid et eller andet møbel i stykker. Jeg er bare glad for at han valgte at destruerer vores hjem, i stedet for min mor fysisk. Taknemmelig ligefrem.

Dagen efter smiler han fjollet og kommer med en dårlig forklaring på hvad der er sket. Senere på dagen var den anden side af ham tilbage.

Han ville jo ikke indse at han var syg, og begyndte at cutte kontakten til en masse. Han blev sygemeldt og ville ikke have hjælp fra militæret, da de godt kunne se at han ikke var helt ok. Han så sig selv som en stor, stærk og stolt mand - og helt adelens uafhængig af andre mennesker.

Det gør ondt, at se ens far nægte hjælp og benægte sin sygdom, når den er så tydelig. Det gør ondt at se ham forsvinde så hurtigt. Det gør ondt at hele tiden have den mistanke at han ikke kan fordrage os længere.

At blive såret gang på gang af en af de mennesker der var med til at sætte en i verden, ham som burde elske og opdrage en, er hårdt. Det er ubehageligt at få smidt sviner efter sviner i ansigtet hele tiden. Følelsen af at være grim. At være problematisk fordi man ikke kan lide grøntsager. At blive nedgjort og direkte mobbet fordi man er ved at blive en kvinde, og udvikler sig.
Jeg har ikke direkte problemer med min selvtillid, men den følelse af at være grim og uduelig, som han har plantet i mig, bliver siddende. Hvad gør man ved det? Og hvad gør man når han pludselig prøver at ændre sig og alting bliver så fandens akavet?

Min far forlod os i 2006, sidste skole dag op til sommerferien. De havde skændes hele natten, og til sidst gik han bare sin vej. Vi så ham ikke i flere uger, eller hørte fra ham, da han var taget til Silkeborg af og drikke sig lam. Vi var alle knuste, os børn, men alligevel følte jeg en vis lettelse inden i. En form for frihed, og en tryg fornemmelse fra tanken om at han aldrig vil kunne nedgøre min mor og jeg mere. At han ikke vil manipulere alle dem han påstår at elske.
Da han forlod os opdagede jeg virkelig hvilke ar han havde givet os. Hvor meget han havde bremset os, og hvor ynkelige vi egentlig var blevet. Det er en direkte klam følelse, at vide en anden person har kunne bruge en som en skide marionetdukke, og ens liv kunne forløbe sådan. Det var næsten uhyggeligt med al den frihed så pludseligt.

Som den person min far er, er han afhængig af andre. Selvom han ikke ønsker at indrømme det. Han har brug for en vis status, og en familiefar med stor villa, 3 biler og selvstændige forretninger, er da klart bedre end single mand på 40, der bor hos sine kammerater. Han blev ved med at dukke op i vores liv, og han elsker drama. Resten af 2006 var ikke andet end flere skænderier, far der flyttede frem og tilbage, og værst af alt: politi og ting der er for brutale til at nævne.

2007 mødte jeg Benjamin, vi blev kærester, og han boede heldigvis på Sjælland. Mit perfekte tilflugtssted. Kontakten til min far blev mindre, og jeg begyndte igen at glemme alle de ting der var sket. Smide minderne væk, gode og onde.
Min far begyndte at dukke op igen og påstod at han havde ændret sig. Det havde han også, dog bare til den fuldendte narcissist, og jeg har svært ved at finde noget positivt i det han er nu.

I tiden mellem det, og nu, har han som altid presset på, beklaget sig, udnyttet og derefter stille forsvundet igen når han nåede sit mål. Om og om igen.

Sidst jeg så ham var Juleaften 2009, hos min Onkel. Han snakkede ikke rigtig til mig den aften, selvom min bror og jeg havde fulgtes med ham. Han kom med spydige kommentarer omkring mit udseende, min skolegang og venner. Bagtalte min mor foran min lillebror, og omtalte hende som en fed utro møgkælling. Vi kom op og skændes på turen hjem, et par uger efter skrev han til mig i fuld tilstand på facebook, hvor turen var gået til mig. Han påstod at jeg ikke var hans datter, at min mor havde bollet udenom og fået mig med en anden. At jeg var et forfærdeligt menneske, og en skøge som min moder. Han sagde jeg var død i hans øjne.

Det var min sidste samtale med ham. Han bad mig passe godt på den samtale, så jeg kan huske mine fejl. Dog ser jeg ingen fejl i mine ord og udtalelser, jeg har styr på min side af sagen.


Pakken står stadig der på bordet og venter. I den ligger et eksemplar af den sidste samtale. Et digt han skrev til mig på min 14 års fødselsdag. Det eneste billede jeg har af ham og jeg sammen. Og til sidst, et brev til ham. Et brev jeg har brugt et halv år på at skrive. Det føles rart at det hele står klart nu.

Åh, jeg kunne sige så mange ting, både i det brev, og i denne blog. Men jeg kan ikke få alle de ord og tanker ud, det hele er et stort rod. Jeg tror aldrig der er nogen der vil kunne sætte sig ind i det hele. Aldrig.

Min mor er bekymret for hans reaktion. Hun er bekymret for at han vil true med selvmord, som han har gjort så mange gange. Det ville ikke gøre mig noget, livet ville ærlig talt være nemmere og bedre uden ham - hårdt sagt. Jeg føler ikke noget for ham mere, eller nogen relation. Det vildeste er, at han går rundt og sælger vores livshistorie til forskellige blade og aviser. Fordrejer det hele, bruger hans ord og meninger. Det han vil have der skal frem, og det der får ham til at ligne en stor og stærk mand. Jeg hader det.

Jeg havde engang en far. En jeg elskede og var stolt af. I dag er han ikke andet end en narcissistisk veteran soldat med PTSD.




... Og sandt nok, begyndte han på sit selvmords trip, og er endnu engang igang med at teste sine nærmeste og skabe kaos. Hvornår stopper du, Shaun?
Det er også grunden til at jeg har valgt at offentliggøre denne blog helt. Han har sendt eksemplarer rundt af den til familie for at høre deres mening om den - for at se hvems "parti" de tager. En ting som de slet ikke burde inddrages i. Men han gør det alligevel.
De, som har skænket mine ord og oplevelser en tanke, skaber en smule mere tiltro og glæde i mig. En tro på at han forhåbentlig snart kan overbevises om hvor slemt det er gået.