En blog om mandetyper

8 mandetyper du skal undgå

"Mænd er vidunderlige - og intet er større end at møde den eneste ene og leve lykkeligt i al evighed med ham. Men det kan være en kamp at nå så langt. Her er 8 mandetyper, du måske lige skal overveje to gange, om du virkelig gider være kæreste med..."

Sådan lyder starten på en af Womans artikler. Normalt er jeg faktisk ikke den store læser når det kommer til sådanne blade samt ugeblade. Men Woman ER faktisk ikke så slemt, vil jeg indrømme! Selvom jeg er små træt af deres "Du er smuk som du er, her er en artikel om hvordan du skal beklæde dine smukke former!" - for det er det sidste jeg gider høre på, men man slipper ikke for det, da de i næsten hver udgave lige skal påpege at vi stadig er gudeskønne womans selvom vi har former og bred røv. Bladet Woman er ikke alene om det - næsten alle medier synes pludselig at skulle påpege disse emner. Det virker et eller andet sted overfladisk for mig, men det er en helt anden snak, og slet ikke det jeg ville skrive om....

Nej, når jeg kigger inde på deres hjemmeside befinder jeg mig mest siderne med artikler om sex og mænd. Hvorfor? Fordi jeg er en liderlig 18 årig tøs, med et lækkert aktivt sexliv...... Og der er altid fyre omkring mig.
Jeg synes det er sjovt at læse deres forskellige opskrifter på "Drømmefyren", hjælp til hvorfor du egentlig tjekker hans sms'er, at tage sig sammen til den farlige "kærestesnak" og en masse sjove og frække artikler om sex, orgasmer, og til tider noget inspiration.
Jeg vil endda godt indrømme, at jeg fik et fint boost selvtillid efter at have læst en af deres artikler omkring blowjobs, og at jeg nu kan sige "Ja, jeg elsker at give blowjobs, jeg synes det er smadderfrækt!" - og faktisk også få fjernet den akavede pinlighed jeg nu engang synes der var om emnet.


I dag faldt jeg over denne artikel omkring mandetyper der skal undgåes. Nu når jeg ser en fyr på hvad.. 5 måned faktisk?! blev jeg nødt til at tjekke og se om der var et eller andet spøjst. Ikke fordi jeg forventede det, da jeg personligt selv synes han er forunderlig, spændende og et miks af forskellige klassiske typer. Jeg finder ham ret speciel, på den gode og unikke måde.

Jeg fandt dele af ham i de forskellige typer, dog ikke ud fra hvad der var beskrevet, da artiklen for mig ikke virkede særlig seriøs, men efter egen personlig eftertanke. Hvem kan også sætte en mand i éen kategori? Jeg kan i hvert fald ikke.

Jeg har datet rock n' roll fyren, som viste sig at være helt anderledes bag hans hvide tank top, ternede skjorte og elvis frisure.
Jeg har datet den hardcore lækre militærfyr, som overraskede mig mere end nogen anden med hans varme, forstående og unikke indre.
Jeg har datet den selvglade, smarte og kække fyr, som viste sig at kun have haft sex med 1 pige, og faktisk være yderst genert og uerfaren så snart noget blev seriøst.
Det samme med playeren der fester hele tiden, som efter første kys akavet spurgte "Kysser jeg okay?"

Det er lidt svært at sætte en mand i én kategori.

Men nej, jeg fandt ikke nogen der passede perfekt på ham den søde jeg ser nu. Men jeg fandt en grund til at vi ser hinanden, som passer perfekt.


"Derfor skal du alligevel give ham en chance: Han er drenget charmerende og får dig til at le. Desuden er det ikke så dumt at være lidt barnlig nu og da..."


Han får mig i den grad til at le. Han giver mig en utrolig afslappet, dog barnlig følelse når vi en hel eftermiddag bare kan ligge i sengen og se fjernsyn og game PS3. Hans charme får mig gang på gang til at smile, endda en simpel sms kan gøre mig helt fjollet. Hans anden charme under sex gør mig helt rundtosset og vild efter ham.

Sådan et casual forhold, uden faste forpligtelser eller løfter, er meget rart. For ja, det er altså ikke så dumt at være lidt barnlig nu og da - og især ikke når jeg bare vil smile og leve - ikke bindes fast og lade som om jeg er ansvarlig og voksen.

Psykisk vold

Jeg har siden min fødselsdag mere eller mindre kigget fortabt på den pakke. Den står der bare, og venter på at blive sendt.
Det burde ikke være så svært, for jeg står ved alt der er i pakken, alt der står skrevet. Det er mig en stor lettelse at få det hele pakket ned, ikke fordi det skal gemmes væk som sådan, men bare få det ud fra mit liv, og tilbage til ham som det tilhører.
Den pakke indeholder de ting der karakteriserer ham bedst, og hans handlinger de sidste 6 år.

Min far var egentlig en god person engang. Han havde sine særheder, men mange værdier i livet, mange gode egenskaber og et stort hjerte.
Jeg ved ikke hvad der skete.
Han var udsendt i midten af 90'erne, til krigen i det gamle Balkan/Kroatien. Jeg husker ikke den tid, jeg var jo ret lille. Jeg husker dog at min mor og jeg var meget alene, mor græd meget, og vi flyttede hjem til mormor og morfar og boede i deres kælder i den tid han var væk.
Jeg husker også at se helikopteren deroppe på himlen, og mor der siger "Se, nu kommer far tilbage".
Det var bare ikke min far der kom tilbage. Han forsvandt dernede.

Kender i det når man kigger tilbage på ens barndom, og pludselig indser hvor lidt man husker? Det hele glider fra mig. Det forsvinder, og jeg kan ikke rigtig holde styr på minderne mere. Nogen siger jeg vælger at fortrænge dem, men det føler jeg ikke. Jeg bliver bare ældre. Skubber stille de dårlige minder fra mig. Det ville ikke være fair at de minder skal styre mig resten af livet. At jeg skal være bange for at stå op og sige min mening, nægte at spise mine skide grøntsager, eller sige til hvis jeg faktisk bliver såret over en kommentar fra ham, og så ende med at få en kæmpe røvfuld, og blive smidt i seng af en mand der er ved at sprænge i luften af vrede og afskyelse.
"Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør".

Jeg har altid følt mig som et grimt barn. Jeg ved ikke hvordan han gjorde, men den tanke fik han plantet i mig igen og igen. Grim og uduelig. Måske fordi jeg har så mange af min mors egenskaber. Jeg ved det ikke, men jeg ved at da min lillesøster kom til verden, og viste sig at være en stor modsætning af mig udseendsmæssigt, var han hurtig om at vælge sig en yndlings.
Det lyder utroligt, at en forældre kan placere sine børn på den måde. Give dem numre. Men det gjorde han.

Min tidligere psykolog betegnede min far som "en narcissistisk veteran soldat med PTSD". Det rammer godt. Det er alt hvad han er nu.
Da min far kom tilbage ændrede han sig brat. Det var uhyggeligt. Hans charme og britiske humor var væk, han blev mekanisk og modbydelig. Jeg kan huske hvordan jeg begyndte at frygte ham - tal og få et slag.
En ting jeg aldrig glemmer, er alle de aftener jeg har lagt inde på mit værelse og hørt dem skændes. Far der kommanderer og råber, og mor der hulker og prøver at forklare sig ud af den umulige position han sætter hende i, igen og igen. Dagen efter når man endelig tog sig mod til at komme ud, var der altid et eller andet møbel i stykker. Jeg er bare glad for at han valgte at destruerer vores hjem, i stedet for min mor fysisk. Taknemmelig ligefrem.

Dagen efter smiler han fjollet og kommer med en dårlig forklaring på hvad der er sket. Senere på dagen var den anden side af ham tilbage.

Han ville jo ikke indse at han var syg, og begyndte at cutte kontakten til en masse. Han blev sygemeldt og ville ikke have hjælp fra militæret, da de godt kunne se at han ikke var helt ok. Han så sig selv som en stor, stærk og stolt mand - og helt adelens uafhængig af andre mennesker.

Det gør ondt, at se ens far nægte hjælp og benægte sin sygdom, når den er så tydelig. Det gør ondt at se ham forsvinde så hurtigt. Det gør ondt at hele tiden have den mistanke at han ikke kan fordrage os længere.

At blive såret gang på gang af en af de mennesker der var med til at sætte en i verden, ham som burde elske og opdrage en, er hårdt. Det er ubehageligt at få smidt sviner efter sviner i ansigtet hele tiden. Følelsen af at være grim. At være problematisk fordi man ikke kan lide grøntsager. At blive nedgjort og direkte mobbet fordi man er ved at blive en kvinde, og udvikler sig.
Jeg har ikke direkte problemer med min selvtillid, men den følelse af at være grim og uduelig, som han har plantet i mig, bliver siddende. Hvad gør man ved det? Og hvad gør man når han pludselig prøver at ændre sig og alting bliver så fandens akavet?

Min far forlod os i 2006, sidste skole dag op til sommerferien. De havde skændes hele natten, og til sidst gik han bare sin vej. Vi så ham ikke i flere uger, eller hørte fra ham, da han var taget til Silkeborg af og drikke sig lam. Vi var alle knuste, os børn, men alligevel følte jeg en vis lettelse inden i. En form for frihed, og en tryg fornemmelse fra tanken om at han aldrig vil kunne nedgøre min mor og jeg mere. At han ikke vil manipulere alle dem han påstår at elske.
Da han forlod os opdagede jeg virkelig hvilke ar han havde givet os. Hvor meget han havde bremset os, og hvor ynkelige vi egentlig var blevet. Det er en direkte klam følelse, at vide en anden person har kunne bruge en som en skide marionetdukke, og ens liv kunne forløbe sådan. Det var næsten uhyggeligt med al den frihed så pludseligt.

Som den person min far er, er han afhængig af andre. Selvom han ikke ønsker at indrømme det. Han har brug for en vis status, og en familiefar med stor villa, 3 biler og selvstændige forretninger, er da klart bedre end single mand på 40, der bor hos sine kammerater. Han blev ved med at dukke op i vores liv, og han elsker drama. Resten af 2006 var ikke andet end flere skænderier, far der flyttede frem og tilbage, og værst af alt: politi og ting der er for brutale til at nævne.

2007 mødte jeg Benjamin, vi blev kærester, og han boede heldigvis på Sjælland. Mit perfekte tilflugtssted. Kontakten til min far blev mindre, og jeg begyndte igen at glemme alle de ting der var sket. Smide minderne væk, gode og onde.
Min far begyndte at dukke op igen og påstod at han havde ændret sig. Det havde han også, dog bare til den fuldendte narcissist, og jeg har svært ved at finde noget positivt i det han er nu.

I tiden mellem det, og nu, har han som altid presset på, beklaget sig, udnyttet og derefter stille forsvundet igen når han nåede sit mål. Om og om igen.

Sidst jeg så ham var Juleaften 2009, hos min Onkel. Han snakkede ikke rigtig til mig den aften, selvom min bror og jeg havde fulgtes med ham. Han kom med spydige kommentarer omkring mit udseende, min skolegang og venner. Bagtalte min mor foran min lillebror, og omtalte hende som en fed utro møgkælling. Vi kom op og skændes på turen hjem, et par uger efter skrev han til mig i fuld tilstand på facebook, hvor turen var gået til mig. Han påstod at jeg ikke var hans datter, at min mor havde bollet udenom og fået mig med en anden. At jeg var et forfærdeligt menneske, og en skøge som min moder. Han sagde jeg var død i hans øjne.

Det var min sidste samtale med ham. Han bad mig passe godt på den samtale, så jeg kan huske mine fejl. Dog ser jeg ingen fejl i mine ord og udtalelser, jeg har styr på min side af sagen.


Pakken står stadig der på bordet og venter. I den ligger et eksemplar af den sidste samtale. Et digt han skrev til mig på min 14 års fødselsdag. Det eneste billede jeg har af ham og jeg sammen. Og til sidst, et brev til ham. Et brev jeg har brugt et halv år på at skrive. Det føles rart at det hele står klart nu.

Åh, jeg kunne sige så mange ting, både i det brev, og i denne blog. Men jeg kan ikke få alle de ord og tanker ud, det hele er et stort rod. Jeg tror aldrig der er nogen der vil kunne sætte sig ind i det hele. Aldrig.

Min mor er bekymret for hans reaktion. Hun er bekymret for at han vil true med selvmord, som han har gjort så mange gange. Det ville ikke gøre mig noget, livet ville ærlig talt være nemmere og bedre uden ham - hårdt sagt. Jeg føler ikke noget for ham mere, eller nogen relation. Det vildeste er, at han går rundt og sælger vores livshistorie til forskellige blade og aviser. Fordrejer det hele, bruger hans ord og meninger. Det han vil have der skal frem, og det der får ham til at ligne en stor og stærk mand. Jeg hader det.

Jeg havde engang en far. En jeg elskede og var stolt af. I dag er han ikke andet end en narcissistisk veteran soldat med PTSD.




... Og sandt nok, begyndte han på sit selvmords trip, og er endnu engang igang med at teste sine nærmeste og skabe kaos. Hvornår stopper du, Shaun?
Det er også grunden til at jeg har valgt at offentliggøre denne blog helt. Han har sendt eksemplarer rundt af den til familie for at høre deres mening om den - for at se hvems "parti" de tager. En ting som de slet ikke burde inddrages i. Men han gør det alligevel.
De, som har skænket mine ord og oplevelser en tanke, skaber en smule mere tiltro og glæde i mig. En tro på at han forhåbentlig snart kan overbevises om hvor slemt det er gået.

The truth

Wake the fuck up!

Take a step back. Fucking look at yourself.

You are human. You are beautiful. You are so beautiful. And you can be anything. You can be everything.

Do not hate everyone because someone broke your heart, or because your parents split up, or your best friend betrayed you,

your father hit you, the kid down the street called you fat, ugly, stupid, worthless.

Do not concern yourself with things you cannot control. Cry when you need to then let go when it's time.

Don't hang onto painful memories just because you're afraid to forget. Let go of thing that are in the past.

Forget things that aren't worth remembering. Stop taking things for granted. Stop taking life for granted.

Live for something. Live for yourself. Fall in love. Fall out of love. Fall in love. Fall out of love.

Do this over and over until you know what it really is to love someone. Question things. Tell people how you really feel.

Sleep under stars. Create. Imagine. Inspire. Share something wonderful. Meet new people. Make someone's day.

Follow your dreams. Love your life to its full potential. Just live, dammit. Let go of all the horrible things in your life and fucking live.

And one day, when you're old, look back with no regrets. 

Aktiverings-LORT

Jeg er kommet på kontanthjælp og er blevet sendt i det der lorte aktiverings noget. "job i fokus"kalder de det..

Vi er en meget blandet gruppe. Et par stykker samt jeg på 18 år. Folk i starten af 20'erne der er gået kold i hvad de vil. Og så de ældre og middelaldrende som er blevet fyret.

En blandet gruppe fører også til blandede oplevelser og meninger. Og dér er det at jeg bliver agressiv og mister min tålmodighed HELT.

Vi starter dagen med at skulle i gang med at skrive vores CV. Først og fremmest, ser jeg det som tidsspilde.. Jo, det er da fint at lære at skrive det, for jeg VIL jo få brug for det i fremtiden. Men det her kursus noget handler ikke om andet end at gøre sig klar til et arbejdsmarked, lære at skrive kompetence skema, CV, virksomhedslister, ansøgninger og hvad ved jeg. Lære at sælge sig selv.

De fleste her ved ikke hvad de vil. Men jeg har jo allerede fundet ud af hvad jeg vil - og er endda blevet optaget på HF som planlagt. Jeg er IKKE interesseret i et job -.-'

Folk sidder og bitcher løs om jeg ved ikke hvad... KOMPLET ligegyldige ting - ting som de sagtens kunne tage privat så vi andre slipper for at høre på deres brok og kan lave det vi kom for.

Det er det første der irriterer mig. Det andet er, det lort de kan lukke ud.

"Jamen, skal vi så fx skrive det på vores CV hvis vi er overvægtige? Altså nogen steder vil de jo ikke have overvægtige mennekser fordi det kan ændre folks syn på arbejdsstedet hvis de har overvægtige medarbejdere.."

What? Hvorfor vil en dame på 45+ der er tynd som en lygtepæl, til at diskutere det når det ikke er relevant for hende?! Hvorfor skal alle vi andre til at høre på det, og derfor blive forsinket i 45 minutter pga den latterlige diskussion?

Jeg er helt lost her. Det er slet ikke mig..

Udmeldt af gymnasiet

15/3 kl. 14.43 - Del 1

Thats me...

Det her stinker stort, der lagde et brev i postkassen om at jeg er udmeldt per 14/3, dvs i går. What? Jeg mener... jeg ved godt mit fravær er slemt, men det er jo ikke fordi jeg forsømmer skolen men pga min depression og medicin. Jeg gider faktisk ikke forklare min sag hér...

Jeg er overrasket over at jeg ikke har fået nogen advarsel. Sidst jeg snakkede med skolen var slutningen af december hvor jeg kom på særlige vilkår, hvilket jeg var helt ok med. Jeg har siden da forberedt mig på de forskellige eksamener som jeg skal op i. Men jeg har intet absolut overhovedet hørt fra dem siden da.

Jeg har ikke engang fået lov til at snakke med rektoren, selvom jeg flere gange har efterspurgt et møde med hende, men det gik bare altid igennem Fraværs-Morten. Årh hvor er jeg irriteret.

Nu skal jeg til at skrive et brev. Forklare min sag og tigge om at blive de fucking 3 måneder der er tilbage. Mor og jeg har kigget "Bekendtgørelsen om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser" igennem, og fundet et punkt eller to at "klage" over.

De får eddermame ikke lov til at smide mig ud no, jeg flipper :-)

Udover det.. Så har jeg lige købt en iPhone 4. Det var så lige inden jeg fandt det brev i postkassen, og kom i tanke om at jeg vil miste min SU hvis de smider mig ud. Flot Camille. Super...... FML

____________________________________________

16/3 kl. 15.11 - Del 2

Okay... Jeg fik sendt den mail til rektor i går, en fin en på 600 ord. Jeg fik intet svar i dag selvom jeg ved med sikkerhed hun var ledig i flere timer.

Efter sidste modul gik min mor og jeg til kontoret for at høre om vi evt kunne få et møde med hende. Vi ventede, hun var midt i en samtale, og da sekretæren går ind for at sige vi vil snakke med hende, skynder Fraværs-Morten sig at løbe ind til rektor for at snakke, og jeg kan da godt gætte hvad han ville sige. Jeg kan sagtens se på ham at han helst så mig ude af gymnasiet.

Lidt efter kom de begge ud og hun kom først med dårlige undskyldninger til hvorfor hun ikke havde kontaktet os tilbage og jeg ved ikke hvad.. Min mor sagde at det var ok og vi bare ønskede et møde med hende. Vi fik valget mellem at snakke med Fraværs-Martin nu her, eller vente til i morgen og snakke med hende. Vi ville snakke med hende - for Fraværs-Martin har vi snakket nok med, og han er stadig ligeså arrogant og vender det døve øre til.

"Ja, men så får i et møde i morgen med mig - og Martin". Min mor sagde, at vi helst gerne ville snakke med hende og fik en flabet "ja men det bestemmer jeg så"-kommentar tilbage.

Lige nu er jeg i tvivl. Rigtig meget. Jeg tror endelig det er lykkes Martin at ødelægge det hele for mig, den eneste grund til at jeg skulle få lov til at afslutte det første år, ville være fordi de har "overtrådt" et punkt i ordensreglerne for sanktioner osv.

Og hvad gør jeg så, hvis jeg ikke må blive? Jeg aner det ikke. Jeg kan finde mig et arbejde, hvilket vil blive svært. Jeg kan vælge noget kontanthjælp, hvilket ville være træls. Jeg mister jo min SU, som jeg er ret afhængig af - for helt ærligt, vi er sgu ikke de rigeste mennesker. Vi er familien der lever på 500 kr de sidste par uger af måneden. Desuden ville det dræbe mig at læsse en masser over på min mor, især når det gælder penge.

Jeg ved ikke om jeg har lyst til at komme tilbage til VG, hvis jeg bliver smidt ud nu her. Jeg elsker jo stedet og menneskerne, men det vil føles rigtig fail agtigt for mig. Jeg ved godt der er mange der oplever at starte forfra, men forhelvede, jeg har allerede haft 1 år hvor jeg var sygemeldt, og 1 år med 10 klasse. Jeg GIDER ikke spilde min tid mere, jeg vil i gang med livet nu.

Jeg kunne vælge en HF til næste start, men så må jeg vinke farvel til italiensk som jeg er så glad for. Og andre fag også. Årh, jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det nu........


Jeg vil tage en lur, mit hovede dræber mig. Og så håber jeg virkelig at jeg snart ser ham den søde, for jeg har brug for kram og kys. Rigtig meget, efter disse dumme dage.

____________________________________________

21/3 kl. 18.04 - Del 3

Jeg er ærlig talt stadig ret pissed over den måde det hele foregik på, men alligevel også ret ligeglad med det hele i dag. Jeg har meldt mig ind på en HF til næste år, en sprog og turisme fagpakke hvor jeg så stadig vil have spansk. Og jeg kan heldigvis muligvis få engelsk op på A, hvilket jo er super godt. Det er hvad jeg har frygtet mest ved en HF, det lave niveau.

Resten af dette skoleår, ved jeg ikke hvad der skal ske.. Jeg skal på noget kontanthjælp. Jeg mister jo min lækre SU nu :( Hvis jeg finder et job, ville det da være nice - men ellers er min førsteprioritet at pleje mig selv! Jeg trænger til tid til mig, jeg trænger så meget til det. Jeg trænger til at gøre lige hvad jeg har behov for, lyst til, og pisse på det jeg ikke føler for.

Skolen foreslog at jeg kunne komme på produktionsskole. Sorry, men fuck produktionsskole. Jeg er 18 år og skal fandme ikke tilbringe min tid sådan et sted, fuck no. Kan jeg ikke få lov til at tage den uddannelse jeg vil her og nu, venter jeg fandme til at jeg kan igen - jeg nægter at bruge tid på noget der ikke siger mig en skid.


Oh well, det skal nok gå. Jeg tænker ikke så meget på det, udover hvor dejligt det var i går, at ligge i sengen med ham den søde en sen eftermiddag og tænke "Guuud, jeg skal jo slet ikke fucking tidligt op i morgen og gøre mig klar til skole eller noget!" - damn det var nice.