Jeg tilbragte min aften i går med Alex. Det var rart, og han er sød som altid.
Vi sidder i sengen og snakker - jeg tjekker min pc for informationer om skoledagen der kommer, og pludselig popper en samtale op. Fra den sidste person i verden jeg gider høre fra. Jonas der skriver "hey you".
Hvad? Can i please lay down and die? Fuck jeg fik det elendigt. Jeg havde bare lyst til at knække mig, og jeg blev så fucking vred. Sådan helt sindssyg vred. Som i "Hvad fanden regner han med?!" - vred.
"Hvordan er livet?" spørger han. Fucking godt spørgsmål. Min tante er væk, mine kusine og fætre er hårdt sagt forældreløse, jeg er kronisk kold følelsesmæssigt og drikker som et hul i jorden. Hvad vil du mere vide?
Det værste var at søde Alex sad overfor mig. Jeg sagde intet, men han kunne åbenbart se på mig hvordan jeg pludselig ændrede mig på et splitsekund. Fuck det var nederen at fortælle ham om den dummeste tid i mit liv, og den idiot der har såret mig mest.
Han tog det heldigvis ikke tung eller noget. For han er sød. Ærlige intentioner, og han vil mig. Han tager mig ikke for givet som dig, ass.
Alex blev og overnattede. Det var dejligt, men jeg havde det så dårligt. Jeg følte mig pludselig så skide skyldig, på en eller anden måde, fordi Jonas pludselig fuckede mit humør helt op ved at skrive.
Jeg tog også tidligt hjem fra skole i dag fordi jeg var så elendig og vred. Jeg blev så hysterisk vred i AP.
Men jeg var der til morgensamling, og fik hørt smukke Sophie synge. Det var helt utrolig flot, jeg blev underligt nok rørt, selvom jeg var fyldt op med vrede.
PS: fuck dig, stadig. og hvis du ser dette, ved du at du fortjente det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar